VIGTIG MEDDELELSE!
Kan du kun se dele af dit forbrug? Så er der hjælp at hente.
Jeg har behov for hjælp, klik her
SK Forsyning har i dag fået svar på en ansøgning om midler fra MUDP (Miljøteknologisk Udviklings-, test og DemonstrationsProgram) – svaret er ”go” og penge til at indlede et forskningsprojekt, der skal undersøge spildevands på virkning på biodiversiteten i vandløb.
Det er en glad og stolt ”Biolog og Procesansvarlig”, Natascha Kock Pedersen, som i dag har fået at vide, at MUDP har bevilget 1,9 mio. kr. til et forskningsprojekt, der skal undersøge spildevands påvirkning på vores vandløbs biodiversitet. ”Kort forklaret handler det om, at vi nu kan gå i gang med at undersøge, hvilken indvirkning blandt andet overløb har på de smådyr og insekter, der findes i vores vandløb med en ny metode (DNA-teknologi: Nanopore), som gør det meget lettere end hidtil og væsentligt billigere”, siger Natascha Kock Pedersen og fortsætter: ”Vi håber på, at projektet på sigt kan bane vejen for, at den metode, der anvendes i projektet, bliver noget som alle forsyningsselskaber kan bruge i deres daglige arbejde til overvågning og beskyttelse af biodiversiteten. Når der sker overløb – for eksempel i forbindelse med skybrud eller større regnmængder – kan der ske forandringer i antallet af smådyr og insektlarver og i hvilke arter, der findes i vandløbene. Det vil vi dels bedre kunne overvåge, dels vil vi kunne minimere påvirkningen af overløb fremadrettet, for det vil give os en stor viden om, hvor og i hvilket omfang overløbene skaber problemer for biodiversiteten”.
SK Forsyning har fået bevilget 1,9 mio. kr. til projektet, som starter op i januar 2022 og slutter til december 2023. ”Det er meningen, at vi implementerer metoden som en fast procedure, når projektet er slut, og vi påtænker ligeledes at udbrede den læring, så andre forsyningsselskaber kan få glæde af den”, siger Natascha Kock Pedersen og afslutter: ”Der er ikke ret mange i Danmark, som ellers kan undersøge for smådyr og insektlarver i vand. Med den nye metode bliver det forhåbentligt muligt at foretage undersøgelser hele året – og særligt i efteråret, hvor der primært ses overløb pga. nedbør. Med den gamle metode har man primært kunnet undersøge biodiversiteten forår og sommer. Alt i alt er der mange fordele ved dette her, og vi kan næsten ikke vente med at komme i gang”.
FAKTA: