VIGTIG MEDDELELSE!
Kan du kun se dele af dit forbrug? Så er der hjælp at hente.
Jeg har behov for hjælp, klik her
I SK Forsyning er kundetilfredsheden blevet mål for femte gang. På trods af en række store projekter, der til tider har givet udfordringer for kunderne, så er tilfredsheden fortsat på samme høje niveau som i 2017, hvor tilfredsheden blev målt sidste gang. På en skala fra 1-7, hvor 1 er helt utilfredsstillende og 7 er fremragende ligger den samlede tilfredshed ligesom i 2017 på 6,0.
”Denne gang har vi været særligt spændte på, hvordan resultatet ville blive”, siger Adm. direktør i SK Forsyning Henrik Birch og fortsætter: ”Inden for det seneste halvandet år har vi jo været i kontakt med alle vores kunder, fordi vi har skiftet målerne ud med fjernaflæste målere. Vi ved fra andre forsyninger, at det er vanskeligt at håndtere sådan et stort projekt til alles tilfredshed. Men også hvad det angår har kunderne generelt været meget tilfredse. Det er vi utroligt glade for”.
Kunderne vil gerne have endnu mere bæredygtighed
”Kunderne har i denne tilfredshedsmåling været meget interesserede i at SK Forsyning har gjort meget i bæredygtighedens tegn. Kunderne har et godt indtryk at vores indsats”, siger Henrik Birch og fortsætter: ”Og de vil gerne have, at vi investerer endnu mere i den slags projekter. Det ligger rigtig godt i tråd med vores planer for fremtiden”. Når det gælder anlægsarbejder stiger tilfredsheden med SK Forsynings håndtering og information omkring dem langsomt men sikkert. Tilfredsheden er gået fra 5,3 i 2017 til 5,6 i 2019. Det ligger 0,5 point over branchen som helhed. Det er et positivt tegn og resultatet af, at indsatsen på dette område rent faktisk er intensiveret over de senere år.
SK Forsyning har siden sidste måling oprettet en kommunikationsvagt, som siden i sommer står for at sende beredskabsbeskeder til kunderne om driftsforstyrrelser uden for åbningstiden og tage sig af akut opståede driftsproblemer. I vagtordningen sidder en person fra vores Kundecenter, som kan svare på det meste og derfor kan hjælpe kunderne hurtigt. Det er en klar forbedring fra tidligere, hvor telefonopkald uden for åbningstid blev sendt videre til en ekstern telefonvagt, som ikke havde adgang til SK Forsynings systemer.
”Et lidt pudsigt resultat af tilfredshedsmålingen er, at kunderne er knapt så tilfredse med vores telefontider som sidst”, siger Henrik Birch og fortsætter: ”Men vi har rent faktisk udvidet telefontiden betragteligt sidste år – sådan at telefonerne nu er åbne fem timer mere om dagen. Vi har en formodning om, at kunderne ikke har fået øjnene op for, at telefontiden er udvidet, så det vil vi gerne slå et slag for her. Vores normale telefontid er nu fra 8-18 mandag til torsdag og fra 8-13 om fredagen.”
På spørgsmål omkring forsyningssikkerhed er resultatet på 5,8, hvilket ligger i tråd med branchen. På et enkelt område, nemlig informationen fra SK Forsyning ligger scoren ligesom sidst på 4,8, så det er fortsat et indsatsområde i den kommende periode. ”Vi skal kommunikere endnu mere med vores kunder”, afslutter Henrik Birch.
De kunder, der har svaret på tilfredshedsmålingen har deltaget i en lodtrækning om en iPhone 10 som hovedpræmie og 5 gavekort på 1000 kr. Den glade vinder af hovedpræmien blev Lise Christensen fra Slagelse. Hun har fået overrakt sin præmie i dag. Vinderne af gavekortet har fået direkte besked.