VIGTIG MEDDELELSE!
Kan du kun se dele af dit forbrug? Så er der hjælp at hente.
Jeg har behov for hjælp, klik her
Hvordan arbejder erhvervslivet med grøn om stilling, klima og miljø i praksis? Og kan elever på ungdomsuddannelserne inspirere virksomheder til nye løsninger? De spørgsmål vil eleverne på Handelsgymnasiet og Teknisk Gymnasium, ZBC Slagelse få mulighed for at undersøge nærmere, for skolen har netop indgået en samarbejdsaftale med SK Forsyning.
Der var store smil og faste håndtryk på Handelsgymnasiet og Teknisk Gymnasium, ZBC Slagelse i dag, da rektor, Niels-Erik Hybholt, og direktør i SK Forsyning, Henrik Birch, skrev under på en samarbejdsaftale, der skal udmønte sig i en række nye undervisningsforløb. Eleverne vil blandt andet få mulighed for at komme på virksomhedsbesøg, få gæsteundervisning af ansatte fra SK Forsyning samt arbejde med de konkrete og aktuelle problemstillinger, som forsyningsselskabet oplever. Alt sammen med tråde til et eller flere af FN’s verdensmål.
- Den miljøpolitiske dagsorden er jo på alles læber. Derfor er den en kæmpe gevinst for eleverne, at de får mulighed for at engagere sig i emner som forurening, klima og miljø i samspil med SK Forsyning, som arbejder dedikeret med netop grønne og fremtidssikrede løsninger, siger Niels-Erik Hybholt.
Win-win for alle
Eleverne vil også skulle fremlægge deres projekter for ledelsen i SK Forsyning. Og det at arbejde med virkelige cases fra erhvervslivet er ikke alene lærerigt for eleverne.
- Eleverne kan bidrage med alt fra kreative tekniske løsninger til nye greb indenfor formidling og markedsføring, så jeg er sikker på, at SK Forsyning lytter godt efter, når eleverne fortæller om deres ideer, siger Niels-Erik Hybholt.
Også hos SK Forsyning ser direktør Henrik Birch store perspektiver i samarbejdet med de mange dygtige studerende:
- Vi er super glade for aftalen med ZBC. Vi ser frem til at gøre undervisningsforløbene endnu mere spændende ved, at eleverne får mulighed for at afprøve deres færdigheder i praksis. Vi håber samtidig, at det vil åbne deres øjne for, hvor spændende det er at arbejde indenfor forsyningssektoren og at nogle herigennem vil vælge dette som en karrierevej.
Fakta: Om SK Forsyning
SK Forsyning varetager blandt andet el-, vand og fjernvarmeforsyningen i Slagelse Kommune samt sælger gas og håndterer spildevand. Virksomheden har tæt på 150 medarbejdere og omsætter netto årligt for omkring 500 millioner kroner.