VIGTIG MEDDELELSE!
Kan du kun se dele af dit forbrug? Så er der hjælp at hente.
Jeg har behov for hjælp, klik her
Få et gratis Energitjek og spar penge på din varmeregning, få et bedre indeklima og et hus, der er mere værd på boligmarkedet. Så-dan har tilbuddet fra SK Forsyning og Slagelse Kommune lydt de sidste 4 år, og det har mange borgere benyttet sig af. Nu viser resultaterne sig til glæde for både forbrugerne og klimaet.
Siden 2014 har SK Forsynings energirådgivere foretaget gratis energitjek i 829 boliger i Slagelse Kommune. Og de har fundet mange besparelser. Det er både på varmeregningen og klimakontoen, at tilbuddet har givet store gevinster. Ca. 450 tons CO2 og hvad der svarer til 1,9 mio. kilowatt-timer har borgerne sparet ved enten at skifte varmekilde, sætte nye vinduer i eller få efterisoleret huset.
En af dem, der har fået gratis rådgivning, er Arne Hansen fra Korsør. Han fik besøg af en energirådgiver fra SK Forsyning, efter at han havde været forbi Energitjek-messen i Skælskør i oktober 2017. Arne, der er pensione-ret murer, havde en gammel olietank, der skulle sløjfes. Derfor gik han med tanker om, hvad han skulle gøre i stedet for at varme huset op med sit oliefyr:
”Det er godt at få et Energitjek – de er jo skolet til at fortælle, hvad man kan og ikke kan. Som håndværker har jeg en idé om, hvad der skal gøres, men for dem, som ikke er, er det en stor hjælp”, fortæller Arne om sin oplevelse med Energitjek.
Energirådgiver Flemming Petersen fra Energitjek Slagelse kom ud med sit infrarøde kamera og gennemgik huset, hvor de fandt nogle utætheder. Senere sendte han Arne nogle konkrete anbefalinger til efterisolering og en ny energiløsning, og nu står der en varmepumpe uden for huset, som le-verer varme til husets radiatorer. Arne og hans hustru, Karin, har også installeret LED-pærer flere steder i huset efter Flemmings besøg.
Seriøs og god rådgivning med store besparelser
Arne mener, at Energitjek Slagelse er en god og seriøs ordning med sin uvildige rådgivning – og ikke kun til de tekniske løsninger.
”Vi har desuden fået god vejledning i forhold til, hvilke nogle tilskud, vi kunne få. Bl.a. solgte vi det gamle oliefyr og har også opdaget muligheden for at få fradrag for vores energirenoveringer”, siger Arne.
Uvildigheden er kernen i Energitjek Slagelse.
”For mig er det eneste, der gælder, at der bliver sparet noget energi. Jeg skal ikke ud og sælge noget”, fortæller Energitjeks Flemming Petersen.
Og energi er der blevet sparet gennem ordningen. I ordningens første periode fra 2014-2016 sparede Energitjeks boligejere ca. 1,9 mio. kWh på deres energiforbrug.
Typisk går der et år fra Energitjekket er lavet, til borgerne evt. investerer i en ny varmekilde eller energirenoverer deres hus. Derfor er der ikke tal på, hvor store besparelser Energitjek har ført til de sidste to år. Men der er gennemført foreløbigt 286 energitjek siden starten af 2017, og SK For-syning har modtaget endnu flere henvendelser fra borgere. Det er dog ik-ke altid, at det giver mening at lave et energitjek i nyere boliger. Her giver Flemming og hans kollegaer i stedet borgerne gode, gratis råd til, hvordan de kan spare på regningen ved at ændre vaner.
Det lokale erhvervsliv har også haft gavn af borgernes indsats og investeringer; i Energitjeks to første leveår blev der skabt jobs, der svarer til fuldtidsarbejde i et år til 40-45 mennesker.
Indeklimaet og salgsprisen får også et boost
Arne og Karin har ikke overblik over, hvor meget de kommer til at spare på varmeregningen i år.
Men ægteparret mærker allerede nu, at indeklimaet har ændret sig til det bedre siden de skiftede det gamle olie- og brændefyr ud med en varme-pumpe i december 2017.
”Vi har fået renere luft, og vi har ikke længere nogen lugt fra brænde og røg, som sætter sig og generer halsen. Det betyder noget”, fortæller Karin. En anden motivation for at skifte oliefyret var at gøre huset lettere at sælge en dag.
Et samarbejde der giver værdi
Energitjek Slagelse er et samarbejde mellem SK Forsyning A/S og Slagelse Kommune, som skal skabe flere grønne jobs og give vækst i det lokale erhvervsliv. Tilbuddet skal nedbringe CO2-udledningen og mindske den mængde energi, der bliver brugt i de private boliger i kommunen.
Formand for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget, Jørgen Grüner, er glad for ordningen:
”Jeg er glad for at se, at så mange borgere har taget i mod tilbuddet om et Energitjek. Det er et rigtig godt tilbud til kommunens borgere. Og ord-ningen er en vigtig del af kommunens arbejde for at reducere CO2-udledningen”, siger Jørgen Grüner.
Slagelse Kommune er forpligtet til at mindske udledningen af CO2 med 2 procent hvert år og SK Forsyning er forpligtet til at mindske sit salg af energi.
Samarbejdet startede i 2013 og tilbuddet om et gratis Energitjek løber indtil videre frem til slutningen af året.
Faktaboks – Energitjek Slagelse
Energitjek er et gratis tilbud til boligejere i Slagelse Kommune.
Et energitjek består i at få besøg af en energirådgiver, der gennemgår huset fra kælder til kvist for utætheder. Herefter får boligejeren et notat med en beskrivelse af, hvor den bedste energiinvestering i huset ligger.
Man kan bestille et energitjek på energitjek-slagelses hjemmeside
Flere oplysninger
Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:
• Dora Ruth Trummer, projektleder Energitjek Slagelse, Slagelse Kommune, 58 57 46 67
• Flemming Petersen, energirådgiver Energitjek Slagelse, SK Forsyning A/S, 29 26 72 05