VIGTIG MEDDELELSE!
Kan du kun se dele af dit forbrug? Så er der hjælp at hente.
Jeg har behov for hjælp, klik her
Flere års drøftelser og forhandlinger kulminerede i maj 2022, da Envafors A/S – et fælles serviceselskab skabt i samarbejdet mellem NK-Forsyning og SK Forsyning – blev til. Et år er gået, og i anledningen af at Envafors 25. maj kunne fejre sit 1-års fødselsdag, er det nu tid til at give en foreløbig status for koncernens første år.
Ingen færdige løsninger lå klar
NK-Forsyning og SK Forsyning har til sammen langt over 200 års erfaring med administration, drift og vedligeholdelse inden for forsyningsbranchen. Til trods for dette var der ved fusionen ingen klar opskrift for, hvordan det nye fælles serviceselskab skulle gribe forsyningsarbejdet an, fortæller direktør i Envafors, Steen Lindhardt:
”Det har været vigtigt for os, at vi ikke bare vælger en NK- eller SK-løsning, men at vi i stedet udvikler en fælles Envafors-løsning, som giver mening for hele virksomheden. Den slags tager tid at udvikle samt implementere og kræver kompromisser hele vejen rundt. Der er dog ingen tvivl om, at det er det rigtige at gøre i forhold til at opnå de synergier og fordele, der var selve formålet bag fusionen.”
Det første år i Envafors-regi har derfor i høj grad omhandlet at sætte rammerne og retningslinjerne for de interne arbejdsgange gennem implementeringen af blandt andet nye fælles IT- og økonomisystemer, fortæller Steen Lindhardt.
Flere ressourcer gavner både virksomhed og kunder
Selvom der stadig er mange opgaver at løse, før fusionen er fuldendt, glæder Margit Jensen, der er økonomidirektør i Envafors, sig over de tiltag og forbedringer, som allerede er trådt i kraft. Hun fremhæver kundecenteret som et eksempel på, hvor sammenlægningen i et fælles serviceselskab har skabt markante forbedringer idet, at kundecenteret nu er blevet både større og mere tilgængelig. Kunderne er dog ikke ene om at få gavn af fusionen, tilføjer hun. Fusionen har nemlig også betydet, at der er afsat flere ressourcer til en række specialfunktioner i staben. Her er der blandt andet blevet oprustet inden for GDPR, HR og kommunikation.
”Sammenlægningen har også betydet, at Envafors har fået flere ressourcer, hvilket gør det nemmere at håndtere nogle af de monopolkrav og stramninger i lovgivningen, der jævnligt påføres forsyningsvirksomhederne. Lavpraktisk har fusionen også medført besparelser inden for en lang række områder samt gjort os mindre sårbare på andre fronter”, fortæller Margit Jensen.
Krig, inflation og Energikriser har trukket kræfter
Fusionen har langt fra været ene om at gøre året specielt, fortsætter Steen Lindhardt. For alt imens der er brugt mange kræfter på at udvikle og integrere alt fra fælles IT- og økonomisystemer til personalehåndbøger, har også flere internationale kriser og forhold trukket kræfter i Envafors.
”Krigen i Ukraine har haft kæmpe indvirkning på økonomien såvel som energimarkedet. Det har kunnet mærkes – ikke mindst blandt vores kunder ligesom vores folk i fjernvarmeafdelingen også har fået mere travlt, end hvad de plejer. Dertil kommer, at vi skal bruge en masse ekstra ressourcer på at forberede os på et nyt sikkerhedsdirektiv udarbejdet i EU (NIS2-direktivet)”, fortæller Steen Lindhardt.