VIGTIG MEDDELELSE!
Kan du kun se dele af dit forbrug? Så er der hjælp at hente.
Jeg har behov for hjælp, klik her
Generalforsamling og formandsskifte - 2017 blev et godt år
SK Forsyning har netop afholdt generalforsamling. Her aflagde den afgående formand Ole Drost (V) beretning om årets begivenheder og glædede sig over, at han kunne overdrage en sund og veldrevet virksomhed til den nye bestyrelsesformand Flemming Erichsen (S).
2017 blev et år præget af høj aktivitet og store investeringer
På fjernvarmeområdet blev endnu et område omkring Slots Alleen i Slagelse konverteret fra naturgas til fjernvarme. Her var der i lighed med tidligere år stor interesse for fjernvarme. 70 % af boligejerne i området valgte fjernvarme fra første mulige dag.
Mest opsigtsvækkende var det dog, at en række stor kunder på Halsskov i Korsør valgte at konvertere til fjernvarme. Vejen var nu banet for fjernvarme på Halsskov – noget der har været arbejdet på i mere end 40 år. Projektet på Halsskov får stor betydning for fjernvarmekunderne. I forbindelse med udvidelsen etableres der en helt ny CO2-neutral varmecentral, som kan levere billig varme til hele Korsør, når fyringssæsonen begynder i 2018.
På spildevandssiden var der også stor aktivitet bl.a. med kloakeringen af landsbyerne Høve og Oreby samt separatkloakering af området omkring Slots Alleen i Slagelse.
Her blev gamle, udtjente kloaker erstattet, og med de nye regn- og spildevandsledninger forventes det, at fremtidige oversvømmelser kan undgås på de veje, som har fået nyt kloaksystem.
Ved Stillinge Strand blev kloakeringen af sommerhusene færdiggjort og et meget stort projekt nærmere sig nu sin afslutning. I 2018 og 2019 kloakeres sommerhusene ved Bildsø Strand. Herefter har de fleste sommerhuse i kommunen en miljømæssigt forsvarlig spildevandsløsning. Slagelse Kommune ligger derfor også i top, når det gælder badevandskvalitet.
SK Forsyning lægger stor vægt på at levere god kundeservice. Det er vigtigt, at kunderne er tilfredse med koncernens produkter og service. Koncernen gennemførte i 2017 en kundetilfredshedsanalyse, hvor der sammenlignes med en lang række andre forsyninger.
Kunderne udtrykker i analysen stor tilfredshed med SK Forsyning. Virksomheden har i den senere tid igangsat flere projekter, som skal styrke kundeservicen yderligere bl.a. via udrulning af nye fjernaflæste målere, som alt overvejende installeres i løbet af 2018 og 2019.
Bestyrelsen har i den seneste periode haft skærpet fokus på effektivitet. Der er i de sidste 4 år gennemført flere markante effektiviseringstiltag. Virksomheden løser i dag langt flere opgaver end for 4 år siden - vel at mærke med ca. 20 medarbejdere færre. Samtidig er direktionen reduceret til nu to direktører mod tidligere tre.
Ole Drost glæder sig især over, at det er lykkedes at gennemføre effektiviseringerne, uden at det har haft indflydelse på medarbejdertilfredsheden. SK Forsyning har netop gennemført en analyse, som viser at virksomheden ligger højt, når der måles på medarbejdertilfredsheden i forhold til andre DI virksomheder. Tilfredsheden er i øvrigt steget på alle parametre sammenlignet med SK Forsynings egen måling i 2015. Medarbejderne udtrykker stor tilfredshed med arbejdspladsen. De oplever, at de har stor indflydelse og gode udviklingsmuligheder. Analysen viser dog også, at medarbejderne oplever et noget større arbejdspres end i andre DI virksomheder.
Pænt resultat i 2017
SK Forsyning leverede i 2017 et overskud på 70,8 mio. kr. efter skat, mens der blev investeret knapt 200 mio. kr. i opretholdelse af en høj forsyningssikkerhed samt i at gøre forsyningen endnu mere bæredygtig.
”Det er et flot resultat, som sikrer de fornødne midler til at vedligeholde den store aktivmasse som forsyningen ejer til glæde for både nuværende og fremtidige generationer”, siger Ole Drost.
Ole Drost afsluttede sin beretning med at takke medarbejdere, direktion og sine bestyrelseskolleger for en solid indsats også i 2017, og kunne herefter overdrage posten som bestyrelsesformand til Flemming Erichsen.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Adm. direktør Henrik Birch på telefon: 5836 2519 eller
Tidligere bestyrelsesformand Ole Drost på telefon: 2979 7091 eller
Ny bestyrelsesformand Flemming Erichsen på telefon: 2122 6555
FAKTA:
Bestyrelsen i den kommende periode (2018-2022) ser ud som følger:
Flemming Erichsen (S), formand
Ole Drost (V), næstformand
Lis Tribler (S)
Anders Nielsen (S)
Pernille Frandsen (V)
Anders Kofoed (V)
Ole Olsen, Forbrugerrepræsentant
Bodil Knudsen, Forbrugerrepræsentant
Svend Aage Nielsen, Erhvervsrepræsentant
Ole E. Hansen, Erhvervsrepræsentant
Stina Hansen, Medarbejderrepræsentant
Jan Jørgensen, Medarbejderrepræsentant
Leif Clausen, Medarbejderrepræsentant
Erling Stuhr, Medarbejderrepræsentant
Lillian Wismann, Medarbejderrepræsentant