VIGTIG MEDDELELSE!
Kan du kun se dele af dit forbrug? Så er der hjælp at hente.
Jeg har behov for hjælp, klik her
Her til morgen er der taget 1. spadestik til SK Forsynings nye administrationsbygning på Nordvej 6 i Slagelse.
I sin egenskab af formand for bestyrelsen i SK Forsyning var det Ole Drost, der tog det første spadestik. Og han var glad for, at det nu endelig er lykkedes at få en samling af medarbejderne igangsat:
”Der er blevet gjort mange forsøg i retning mod, at SK Forsyning kan samle sine medarbejdere i et fælles domicil. Det første skridt blev taget i forbindelse med, at de tidligere kommuners forsyningsselskaber blev lagt sammen i 2008. Men først nu bliver det en realitet”, siger Ole Drost og fortsætter: ”Med den valgte lokalisering og løsning sikrer vi, at det effektivitetstab på ca. 5 mio. kr. om året, som vi har i øjeblikket, kan elimineres helt. Jeg vil ønske medarbejderne alt muligt held og lykke og håber, at de bliver glade for de løsninger, der er valgt. Jeg glæder mig også til at have min gang i det nye ”hjem””.
Efter mange drøftelser har bestyrelsen fundet den økonomisk mest effektive løsning for en samlokalisering. Med de overslag, bestyrelsen blev præsenteret for, er det sandsynliggjort, at SK Forsyning kan investere i om- og tilbygninger med en tilbagebetalingstid på kun ca. 7 år. For at få mest byggeri for pengene er der valgt en løsning på en af virksomhedens nuværende adresser, nemlig Nordvej 6 tæt på forsyningens rensningsanlæg og kraftvarmeværk.
Flere af de bygninger, som ligger på Nordvej 6 i forvejen genbruges i det nye set up.
Bestyrelsen traf i efteråret 2016 beslutning om, at SK Forsyning skulle samle medarbejderne på én, fælles adresse.
”Inden vi har kunnet realisere samlingen af medarbejderne i SK Forsyning på en adresse, har der været en række politiske sværdslag”, siger næstformand for bestyrelsen i SK Forsyning, Bodil Knudsen og fortsætter:
”Men i dag står vi her, og det glæder mig overordentligt meget. Jeg er sikker på, at medarbejderne både arbejdsmæssigt og socialt vil få stor glæde af at være tættere på hinanden. Jeg glæder mig også til at følge byggeriet og til at se det færdige resultat”.
I SK Forsyning er administrerende direktør Henrik Birch også meget glad for, at man nu kan påbegynde byggeriet. Han glæder sig over, at de fremtidige rammer for SK Forsyning nu er på plads.
Det er firmaet CC Bruun fra Herlufmagle, der står for byggeriet. Her umiddelbart efter første spadestik skal nogle af de gamle bygninger på grunden rives ned, hvorefter opbygningen af det nye administrationshus påbegyndes først i det nye år.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Adm. direktør Henrik Birch: 2171 0428
Formand for bestyrelsen Ole Drost: 2979 7091